Dejlig frisk hindbær mousse med kiksebund. I realiteten kunne jeg lige så godt have kaldt den en hindbær cheesecake, men den er lavet til at skulle være en mousse, så det er hvad jeg har besluttet at kalde den. Du kan dog sagtens lave den som en helt almindelig cheesecake, dog vil jeg tilføje et blad husblas mere, så den bliver mere fast, samt mere smør/chokolade så kiksebunden bliver fast.

Jeg synes ofte at mousse kan være en overvældende dessert, og derfor har jeg valgt at tilføje en kiksebund, som er med til at bryde den tunge mousse.

Opskriften er til 7-8 personer

Ingredienser
Bund

* 175 g glutenfrie digestive kiks
* 35 g laktosefri smør
* 25 g laktosefri hvid chokolade

Mousse

* 280 g frosne hindbær
* 1,5 bl. husblas
* 2,5 dl laktosefri piskefløde
* 200 g laktosefri flødeost
* 145 g flormelis
* 1 tsk vaniljesukker
* evt. pink pastafarve

Pynt

* Mynteblade
* Friske hindbær
* Lidt ekstra piskefløde

Fremgangsmåde

Smelt smørret sammen med chokoladen og lad det afkøle til stuetemperatur. Smuldr kiksene og bland dem sammen med smør og chokolade.

Kom hindbærerne i en gryde og kog dem i nogle minutter. Blend dem med en stavblender og afkøl til stuetemperatur. Læg husblassen i blød i koldt vand i mindst 10 minutter.
Pisk fløden stiv, og tilsæt 35 g flormelis og pisk dette ind i flødeskummet. Pisk flødeost, det resterende flormelis, vaniljesukker og pastafarve i ca. 2 minutter. Tilsæt de kogte hindbær.
Smelt husblassen over et vandbad, og lad det afkøle let. Kom det i flødeostblandingen under omrøring. Vend piskefløden i.

Fordel kikseblandingen i dessertglas. Lad kiksebunden være løs og tryk den derfor ikke ned i glassene. Fordel moussen ovenpå. Overdæk glassene med husholdningsfilm og lad dem stå i køleskabet indtil servering. Minimum 3 timer.

Pynt med flødeskum, hindbær og mynteblade inden servering.

Mælkefri version

Erstat smør med plantesmør. Erstat chokoladen med vegansk hvid chokolade, eller undlad den.
Erstat flødeosten med vegansk flødeost.

 

Hvis du kan lide denne opskrift, kan du måske også lide
Print Friendly, PDF & Email